”Sporten er tvetydig, på den ene side kan den virke antibarbarisk og antisadistisk gennem fair play, ridderlighed og hensyn til svagere. På den anden side den i mange af sine former og fremgangsmåder fremkalder aggression, råhed og sadisme frem for alt hos de personer som ikke selv udsætter sig for sportens anstrengelser og disciplin…” (Adorno)

Sport er en brutal affære og kan fremstå ulig i forhold til et nutidigt samfundsperspektiv. Elitesvømning som subkultur kan tilbyde meget, men har muligvis glemt at følge med udviklingen, når det kommer til en tidssvarende pædagogik?

Det har igennem de sidste mange år været en tiltagende professionalisering af sporten, og herunder har der været en fokusering på teknikalitet og rum. Det skal forstås således at der i klubberne har været fokus på at ”skabe” de optimale rum for elitesvømning, et eksempel herpå er at stort set alle klubber i dag har et varierende udbud af frugt og sunde snaks til deres udøvere (ved stort set alle stævner). Dette var ikke tilfældet for 10-15 år tilbage, og er et udtryk for en øget professionalisering af de rammer der for svømmeren rådes over. Ligeledes har der for trænerne været en øget fokusering på det at være kompetent i forhold til udøverens færdigheder. Der synes at være konsensus om, at de bedste trænere er dem, som er de bedste til at analysere og formidle teknikaliteter. Det er dog min påstand, at der i forhold til de to dele har været større vægt på teknisk viden frem for formidlingen af viden.

Tendensen i dansk svømning

Der er en række tendenser der peger i retningen af at pædagogikken i dansk svømning har trange kår.

Ved Clinic 2010 gjorde Jesper Von Selen (Ph.d. studerende ved Institut for Idræt og Biomekanik, og tidligere svømmetræner) et forsøg på at bidrage til en øget fokusering på idrætspædagogik, og påpegede i den sammenhæng at det pædagogiske område var stærkt nedprioriteret i træneruddannelserne.

Når det kommer til medierne, behandler de kun de patogene elementer ved undervisningen og trænerens rolle. Dette er naturligvis ikke en kritik af medierne, der som formidler (og virksomhed i kamp om markedsandele) har en interesse i at bidrage med stof af interesse for dets brugere.

Endeligt må det påpeges at mange trænere begynder deres karriere med at gå fra vand til kant, uden tidligere erfaringer med undervisning. Dette betyder nødvendigvis ikke, at der findes dygtige trænere i denne kategori, men deres dygtighed er enten belyst ud fra ikke-pædaogiske parametre (teknik, dryland osv.) eller beror på tilfældighed, som primært skyldes den overlevering af viden de har fået fra deres egne trænere igennem den sidste del af deres sportslige karriere.

Pædagogik er således meget ringe repræsenteret i dansk svømning og skyldes hovedsagligt en stærk nedprioritering heraf.

Det pædagogiske bidrag – til udvikling af sportens nuværende niveau

Det er nødvendigt at forstå en række begreber når man praktisere i det pædagogiske felt.

”Pædagogik er altså et kulturelt fænomen og dermed også et historisk fænomen. Det betyder igen, at pædagogikkens mål, metoder og problemer ændrer sig med historiens gang.” (Giesecke)

I dag er læring således ikke det samme som i andre tidsperioder, og læring kan bringes i forskellige retninger, såsom kvalifikationer, kompetencer, dannelse osv. og de er betinget af tid, køn, rum, kultur mv. Vi kan med andre ord ikke bare overdrage det selvoplevede til næste generation af svømmere. Den samme ”viden”, formidlet på samme måde, giver kort sagt ikke samme resultat. De bagvedliggende overvejelser for læring bør sammentænkes i den daglige læringssituation og i forhold til grupper/individer.

”Dannelse i dag må for det første fattes som selvdannelse, […] Dannelsesidealet kan for det andet bestemmes som det æstetiske ideal ´det interessante`” (Geer Hammershøj). For mange trænere gøres dette omvendt, fordi de anser dannelsens æstetiske ideal (dannelsen til elitesvømmer) som det vigtigste, hvilket således bliver et modforhold til de gældende interesser for dannelse hos individet. Dannelsen og den dertilhørende identitetsdannelse (til elitesvømmer) må gå igennem selvdannelsen. Dette betyder at det skal give mening for svømmeren at træne, at forbedre sig teknisk, at spise sundt, at være i god form osv. Det er ikke nok at træneren bruger sin magt og formidler det som et ”sådan er det bare, hvis du vil begå dig i sport”. Det er i denne kontekst nødvendigt at tilføje en anderledes tilgang til undervisningen, eksempelvis i form af mere induktiv læring.

Den ovenstående problemstilling peger i retningen af at der er et efterslæb i forhold til forståelsen af opdragelse. ”Opdragelsen omfatter omsorg og dannelse. Opdragelse er for det første negativ, nemlig som disciplin, der blot afværger fejl; for det andet er den positiv, nemlig i form af undervisning og vejledning...” (Kant). Det er ingenlunde et problem for trænere at forholde sig til disciplineringen og magten i opdragelsen, jeg har ved flere lejligheder hørt trænere formidle disciplin som det altoverskyggende, men i ovenstående mangler der en indsigt i den anden del af opdragelsen. Det er i denne kontekst også værd at bemærke at der i opdragelsen af svømmere ikke er synes at være udvikling, men en kontinuerlig forholden til kulturen i sporten, der muligvis bevirker at elitesvømning ikke forøger sine chancer for at bibeholde voksne udøvere i sporten.

Læringsteori er et vitalt bidrag til sportens videre udvikling. Derfor bør der i klubbe rne og i træneruddannelserne arbejdes målrettet med at tænke i læringsstil. Det omhandler hvordan der skabes et læringsmiljø, som medtænker fysiologiske, sociologiske, psykologiske, perceptuelle og følelsesmæssige aspekter, således at alle lærer mest muligt – og bedst muligt.