”Jeg kan huske dig fra sidste år, dengang var du tyndere.” Sådan lød ordene fra den spanske svømmestjerne under et træningsophold på Gran Canaria og hvis bare denne ene kommentar stod alene og så fra en udenlandsk svømmer, men gennem alle mine år som aktiv kæmpede jeg med disse typer af kommentarer. Jeg husker hvorledes en tidligere landstræner jokede med at han ville sammenligne mig og JC (Jacob Carstensen) og sige at JC var den gamle type svømmer, og jeg var den nye type dansk svømning ville satse på. Jeg var dengang femten år gammel og smilede bare, med den underforståede ironi til efterretning. JC var sammen med Mette Jacobsen heltene for mig, så bemærkningen kunne lige så godt have været ”Du bliver sgu aldrig til noget!”
De billeder af mig selv fra dengang, kan jeg i dag grine lidt ad og tænke, hvis jeg så sådan ud i dag ville jeg sgu være mere end tilfreds, men dengang var det ikke følelsen. Det har kostet dyrt – og jeg er sikker på der er andre en Josephine Thomsen og jeg der har lidt på den konto (uden sammenligning for jeg kunne sgu godt veje lidt for meget i perioder).

Idrætsforsker Eva Wulff Helge følgende om emnet: ”Spiseforstyrrelser har en foruroligende overhyppighed blandt eliteidrætsudøvere. Den største prævalens ses blandt eliteudøvere inden for idrætsgrene, hvor en lav kropsvægt og udseendet er af stor betydning for præstationsevnen.” (Ugeskrift for Læger 2001;163(26):3473) og ifølge landforeningen mod selvskade og spiseforstyrrelser er over 50.000 kvinder i alderen 15-45 år ramt af spiseforstyrrelser og trods det faktum at piger oftest rammes af spiseforstyrrelser er tre procent af unge mænd/drenge ramt af samme problemstilling (www.spiseforstyrrelser.dk).
Lars Sørensen siger, at han kun kender til et enkelt individ med spiseforstyrrelser i dansk svømning, hvilket sikkert også er rigtig nok, men måske er det mangel på viden om danske forhold? Pesonligt kender jeg flere tidligere svømmere, der under og efter deres karriere har (haft) massive problemer med vægt og dertilhørende selvværd. Det er en katastrofe, og det er mangel på respekt overfor medlemmerne af dansk svømning, at ledelsen ikke har mere følelse med hvad der foregår. Desværre er det ikke noget særsyn, for den struktur der hersker i toppen af dansk svømnings ledelse. Der er så mange i kulturen der er bange for konsekvenserne ved at sige tingene som de er, fordi sporten er underlagt en diskurs, der på ingen måde stemmer overens med demokratiske værdier i almindelighed.

Som ung idrætsudøver oplevede jeg magtarrogancen og som træner har det ligeledes været sådan. Da Paulus Wildeboer kom til landet var jeg meget positiv – jeg troede i min naivitet, at han ville reformere systemet – men det viste sig at være et utopia. Dermed ikke sagt at Paulus er ansvarlig for alt dårligt i dansk svømning, intet kunne være mere sand. Personligt har jeg fået meget ud af hans viden, som han har delt ud af gennem årene i dansk svømning. Det handler om langt mere end for eller imod træningsfilosofier, det handler om strukturelle tilgange til elitesporten og dens interessenter.

Det er simpelthen ikke godt nok at glide af på alt kritik – jeg mener at dansk svømning gennem mange år har fejlet i forhold til den hele svømmer, hvilket formentlig skyldes en ensporet snæver fokusering, hvor mennesker under badehætter og svømmebriller bliver glemt og objektiviseret i forhold til resultater og målsætninger!
Josephine Thomsen er ikke den eneste pige der har forladt dansk svømning med spiseforstyrrelser, men at hun står frem og taler om dette er modigt og med til at aftabuisere et meget vigtigt emne i sporten og i samfundet som helhed.