Rasmus Henning har skrevet følgende om sin sejr i Roth. Det er en enestående præstation og vi er mange (Rolf Sørensen inklusiv) der venter meget af Rasmus og ser frem til Hawaii Ironman. Rasmus har skrevet følgende på sin blog og på tv2.dk:



I søndags skrev jeg mig for alvor ind i historiebøgerne, da jeg vandt Ironman Challenge Roth. Jeg sejrede i tiden 7 timer, 52 minutter og 36 sekunder, og det var den 5. hurtigste ironmantid nogensinde. Jeg var super godt løbende, og afsluttede maratonløbet på 2:39:42. Det er sjældent, at nogen løber under 2 timer og 40 minutter og samtidig vinder løbet, så jeg er super tilfreds og rigtig stolt over, at jeg kan levere sådan et resultat.

Jeg havde inden konkurrencen håbet at kunne nå under de magiske 8 timer, som kun 11 atleter før mig havde opnået. Men at jeg skulle nå så langt ned, er alligevel vildt.

Selve konkurrencen i Roth er fantastisk med op mod 200.000 tilskuere i en by, der normalt kun huser 40.000 indbyggere. Arrangørerne gør deres ypperste for at gøre løbet så godt som muligt for både de professionelle og age grouperne. Det er fedt at være der, og jeg takker både arrangørerne i Challengefamilien, tilskuerne, min værtsfamilie samt alle deltagerne for at gøre denne dag så mindeværdig.


Præmieoverrækkelse mandag

Mandag var der præmieoverrækkelse et par timer midt på dagen. Jeg spiste sen frokost med nogle af de andre pro'er og drengene fra Challenge Copenhagen, som har været hernede. Så skulle jeg hjem og pakke lidt, nåede lige at ligge ned i 15 minutter, og så afsted til volunteer party, hvor vi (nogle af de professionelle) skulle på scenen. Senere var der en fed fest med arrangørerne mv.v, så det var en fed dag igen mandag.

Til prisoverrækkelse skulle top-10 på scenen, og jeg holdt en lille takketale, som jeg fik ros for. Jeg talte om, at jeg er meget imponeret over hele Challenge-konceptet, hvor der lægges vægt på, at vi alle er en stor familie, at jeg beundrede alle age grouperne, der på trods af fuldtidsjob og familier alligevel formår at træne så hårdt, at de kan gennemføre en ironman (mange endda i rigtig gode tider), og dette har jeg stor respekt for, da der ofte er store ofre forbundet med sådan et mål. Selvom man selv kan tvivle undervejs, når træningen kører dårligt eller ens børn og kone savner en, så finder man også ud af, at det er det hele værd, når man opnår sine mål.

I Roth havde de i øvrigt op til racet været så venlige at sætte helt nye nummerplader på alle biler, så de havde mine initialer 'RH' på. Jeg fortalte i min tale, hvor imponeret jeg var over denne gestus, og at jeg virkelig følte mig velkommen, men at de godt kunne sætte de normale nummerplader på nu, når jeg rejste hjem dagen efter :-)

Super tilfreds med resultatet

Jeg er sindssygt godt tilfreds med min præstation. Jeg har måske en minimal ærgrelse over, at jeg var så tæt på verdensrekorden uden at få den, men slet ikke noget der overskygger sejren. Det er bare dejligt at sætte sit aftryk på triatlon-historien. Jeg var kun den 12. mand under otte timer, satte den femtebedste tid nogensinde og afsluttede maraton på under 2:40 som den første i 11 år (for en vinder, der samtidig når under 8 timer). Det kan da kaldes en ret fornuftig dag på kontoret! Se en liste over alle atleter under de otte timer her.


Selve konkurrencen

Svømningen var relativt optimal. Jeg havde håbet at sætte Eneko Llanos af, fordi jeg troede han var en større trussel, end han viste sig at være. Det så på et tidspunkt ud til, at Pete Jacobs og jeg havde et hul, men Eneko fik lukket det. Jeg kom op ad vandet som nummer to og svømningen var godkendt uden at være flyvende, og generelt var tiderne lidt langsommere end sidste år.

Pete og jeg kom lidt for hurtigt ud på de første 40 km cykling, for i starten øgede vi til Kienle/Stadler, så jeg sagde, at det nok var en god ide at sætte farten lidt ned (i hvert fald ift. hvad der var klogt for mig). Planen inden racet var egentlig bare at Pete og jeg udskød tidspunket, hvor de stærke cykelfolk kom op, men da vi stadig havde 5 minutters fprspring efter 40 km, vidste jeg, at vi i hvert fald kunne holde dem bag os til 100 km, og det kunne jeg sagtens leve med, da jeg vidste, at jeg kunne slå dem på løbet.

Ude på løbet havde jeg fra starten guldben, og var også under verdensrekorden, indtil jeg med 3 km igen ramte en bakke og så kunne jeg ellers pludselig mærke mine ben. Hvis jeg havde løbet skulder ved skulder med en anden helt til mål, kunne jeg nok godt have presset den lidt mere, og der er stadig noget at hente på cyklingen (det var ret blæsende og jeg havde ingen at cykle med de sidste 50 km) så det her resultat giver endnu mere tro på, at det kan lade sig gøre at vinde på Hawaii. Sådan som jeg havde det i benene ved 39 km i Challenge Roth, sådan havde jeg det i benene allerede efter 10 km på Hawaii sidste år.

Nu skal jeg have et par uger stort set uden at træne, hvor jeg skal være meget sammen med mine piger, og jeg skal have bygget min nye Specialized Shiv op, så den er klar til at blive kørt klar til Hawaii.

Mange hilsner,

Rasmus Henning