Amsterdam 1928 - Johnny Weissmuller - 100 fri; 58.6

Berlin 1936 - Ragnhild Wegner - 400 fri; 5.27.5

Mexico City 1968 - Mark Spitz - 100 fly; 56.4

Hvad har de alle til fælles? Svaret er indlysende - de er svømmelegender! Tiderne dengang var næsten eventyrlige og alle så op til dem, men se lige på tiderne... De var jo ikke overmennesker, det er jo ikke imponerende tider i nutidens svømning. Johnny Weissmuller var blevet nr. 17 på denne tid til DÅM (årg.94). Ragnhild Wegner var slet ikke kommet til DM-L 2010 for juniorpiger med denne tid (kravtiden var 4.45.19) og Mark Spitz var blevet nr. 4 ved dette års DM-finale. Tider som dengang var fantastiske er i dag "normale" og sådan er det i mange sportsgrene hvor der kæmpes mod tiden.

Dette perspektiv er interessant for alle de trænere der går rundt med svømmere og snakker om plastikdragter. Tiden efter dragterne og snakken herom har været endeløs, siden FINA ved årsskiftet lukkede ned for dragterne. Phelps var dengang ligeglad og beviste før dragterne var ude af hallerne at man kunne sætte rekorder i almindeligt badetøj.

Legenden Richard Quick, der bl.a. stod bag Misty Hyman og Dara Torres (http://en.wikipedia.org/wiki/Richard_Quick) har skrevet følgende som er værd at huske på i disse tider (uden dragter):

Have you ever noticed that once something extraordinary is accomplished it becomes more ordinary?  Why is that?  When one human being, believing that he or she will be successful, prepares to achieve and then accomplishes the extraordinary, it seems to give the rest of us permission to believe we might be able to accomplish (or surpass) the same goal. The feat becomes feasible, attainable, and therefore more ordinary.  Our belief system is expanded beyond the previous limits we may have placed on it.

Der er ikke dragterne (nuvel de hjalp) men det er menneskerne i dem der rykker grænserne for hvad der er muligt.